Efter at have rejst i over 10 måneder rundt i Syd- og Mellemamerika var det en meget speciel følelse at ankomme til New York efter en flyvetur fra Mexico City. Det var en følelse af at være kommet tilbage til virkeligheden og at nu var eventyret forbi. Selv om New York absolut virkede spændende, så var det på en sær kold måde, der manglede "Calor Humana" (Menneskelig varme). Jeg har siden talt med flere latinamerikanere, der siger, at de har den samme følelse, når de kommer til vesten fra Latinamerika. Dette er til trods for (eller muligvis på grund af), at livet i vesten er meget lettere og mulighederne mange flere.
Det var derfor med en melankolsk følelse, at jeg først gik hen for at hente min post som lå og ventede på det danske konsulat. På vejen derhen mødte jeg bl.a. en blind mand, der solgte blyanter, og en mand, der mente, at vi skulle angre, da Jesus var på vej. Der lå over 30 breve, det var dejligt.
Efter at have hentet brevene tog jeg op i toppen af world trade centre, hvor jeg sad hele eftermiddagen på observationsdækket, nød udsigten, læste breve og fordøjede følelsen af at være kommet tilbage til virkeligheden.
Det var en mærkelig fornemmelse nogle år senere at se et sted, der stod så stærkt i mig styrte sammen.
"Jeg er blind, køb en blyant"
Vi bør angre, da Jesus er på vej, mener manden med skiltet.
Udsigt fra Manhattan op til world trade centre, mens det endnu stod.
Udsigt fra world trade centre, med Frihedsgudinden til højre.
Udsigt fra world trade centre udover Brooklyn Bridge.
Udsift fra world trade centre udover Manhattan.
Vietnam er stadig et topstyret samfund, selvom styret løsner lige så stille. I november 2000 havde en vietnamesisk kunstner lavet en performance / installation lidt uden for Hanoi. I vejkanten på vej til stedet stod bl.a. 12 køer, som han havde malet til lejligheden. Forestillingen, der også blev filmet til TV indebar bl.a. afbrænding af store halm figurer til Jean Michel Jarre agtig musik. Der var opstillet end del kunstværker, der med lidt fantasi godt kunne være kønsorganer.
Måske det sidste var for meget for styret, så efter forestillingen kom politiet og brændte det hele, hvilket kunstneren ikke var så glad for, da han havde håbet på mange besøgende.
Performance teater i Hanoi.
17 dage efter at jeg
havde lavet interview med en familie ringede telefonen. Bedstefaderen i familien
var død, hjerteslag om natten. Han virkede ellers sund og rask, kun lidt overvægtig
og i tredserne. Mærkeligt for mindre end tre uger siden talte jeg med ham om
hans liv, hans syn på verden, tro og død. Og nu var han altså død.
”Begravelsen er i morgen”, sagde min ven Tang, der kendte familien. Der
havde jeg godt nok et møde, men det er der jo ikke noget at gøre ved. Så kl.
8.30 ventede jeg på Tang ved indgangen til hotellet. Vi kørte hen i nærheden
af centrum, ved et hospital, hvor der var et lokale åbent ud til en lille går
med en port til en halvstor vej. Der stod en del mennesker, da vi ankom.
Ceremonien var af fortunetelleren (mange vietnamesere tror meget på at
vigtige begivenheder skal passe til stjernerne m.v.) blevet sat til at skulle
starte kl. 7.30 og være færdig kl. 10.30 (præcist).
Vi gik hen til et bord og
fik vores navne skrevet ned. Og blev få minutter efter bedt om at komme nærmere.
Kisten var placeret midt i rummet med et bord foran og et mindre alter bagved. På
alteret var et billede af faderen, et kalender blad med dødsdato, frugt og lys.
På bordet foran var der røgelsespinde, et fad med ris med en død hane på med
en blomst i munden, nogle kuverter og bundter med røgelsespinde. Vi lagde et
bundt røgelsespinde og min kuvert med penge. Man vil typisk lægge mellem
100-og 200.000 Dong (50-100 kr) til familien. Jeg fik en røgelsespind, som jeg
placerede i en skål med noget sand eller aske. Der blev taget foto, og vi gik
forbi kisten, hvorpå, der var placeret stearinlys og røgelsespinde. Kisten var
forgyldt. Rundt om i kanten af rummet var store ovale blomsterkranse. På
kistens venstre side stod den nærmeste familie med hvide pandebånd og hvide
dragter. Jeg gav hånd til dem alle. De fleste græd.
Vi gik ud igen, og fik at
vide, at det næste der ville ske ville være kl. 9.55. Vi tog på cafe og Tang
fortalte, at der knyttede sig mange traditioner til en begravelse. F.eks. binder
man den dødes storetæer sammen og der er et vindue i kisten, så man kan se
den dødes ansigt. Det havde jeg slet ikke lagt mærke til og det ærgede mig
lidt. Tang fortalte, at han ikke selv brød sig om at se den døde efter en
oplevelse, hvor han skulle hente en død fra et fryserum, da der skulle gå
flere dage før begravelsen, pga. fortunetellerens ord. Da vi kom tilbage
samledes folk omkring kisten og et par fremtrædende mænd, der havde kendt
faderen holdt et par korte taler om ham og hans gode gerninger. Så samledes de
nærmeste om kisten og kiggede på den døde. De græd. Så trak de sig tilbage
og vi andre kunne gå forbi igen. Jeg tog et godt blik på den døde gennem
ruden. Vi hilste med nik på familien. Da alle havde gået forbi, samledes de nærmeste
endnu engang om kisten og græd. Så blev ruden lukket. Billedet af den døde
blev båret af den ældste søns ældste barn (Tangs niece). Hun gik ud af døren,
og blev fulgt af mænd, der bar kisten (med hovedet først, som traditionen
foreskriver, så ikke den dødes ånd skal komme sur tilbage). Kisten blev båret
ind i en bil, og de nærmeste gik efter og derefter resten af os. Endelig fulgte
en anden bil med mange store ovale bårebuketter på. Optoget gik en ad gaden i
5-10 min. indtil klokken var næsten 10.30, så blev der sagt et par sætninger
fra bilen, og de nærmeste kom ind og bilen kørte til kirkegården . Undervejs
blev smidt små penge sedler og røde og hvide minikister. Så den døde kan
finde tilbage. Før i tiden blev ceremonien altid afholdt der hvor døden
indtraf.
Traditionelt blev man
begravet og tre år efter gravet op og begravet på det ”endelige” sted. Nu
om dage anbefaler regeringen at brænde folk, da der er behov for jorden. Mere
moderne vietnamesere følger rådet, mens mere traditionelle er bange for at gøre
det.
Jeg stod tilbage med en stærk, lidt uvirkelig, følelse. Den døde var på en gang meget fjern fra mig, jeg havde jo kun mødt ham en gang. På den anden side havde vi jo netop talt om døden, tro, det vigtige i livet og nu stod jeg til hans begravelse og havde alle de ord på nethinden. Men det stærkeste var nok at mærke familiens sorg. Det var bestemt ikke noget de havde regnet med. Dagen efter fik jeg fremkaldt min sidste film, med et glimrende foto af manden omgivet af sin familie, nok det sidste billede taget af ham i live...
Begravelse i Hanoi
Begravelsesdeltagerne følger efter bilen med kisten, et stykke mod kirkegården.
Familien er i bilen ved kisten og viser deres sorg for følget.
I Vietnam et stykke syd for Hanoi kan man se dette syn. Ved første øjekast tror man, at det er et fatamorgana, men så ser man mennesker der arbejder på de hvide flader. De sørger for, at små felter af jord overrisles. Herefter fordamper vandet og saltet er tilbage. Det ligner meditativt arbejde og det var også den attitude som arbejderne udstrålede, måske fremmet af den klare sol. Hvordan de i virkeligheden følte det, ved jeg ikke, men det var en malende oplevelse.
Saltarbejder på vej fra arbejde.
Vejen hjem går forbi denne kirke fra den franske kolonitid.