Byfamilien

Vores nærmeste familie består af: 

Mand: Pham Thanh Hà, 67 (til venstre i billedet)

Kone: Bùi Thi Hiên, 67 (midt i billedet)

Datter: Pham Thanh Hùong, 46

Søn: Pham Hùng, 43 (til højre i billedet (har to døtre på 12 og 5 (til højre i billedet))

Datter: Pham Bich Hông (bor i Sydney), 41

Søn: Pham Hoàng Dùng (bor i Tyskland), 38

Vi har boet her i huset siden 1955. Regeringen gav os jorden, og så byggede vi huset.
Konen (Hiên): Jeg voksede op i Hanoi og meldte mig til hæren i 1946, da min ældste bror blev dræbt i kamp mod franskmændene. I 1948 flyttede jeg til Viet Bac provinsen, hvor jeg i 1953 dannede par med min mand. Faktisk havde vi mødt hinanden første gang allerede i 1946, hvor vi havde boet nær hinanden. I 1954 tog vi tilbage til Hanoi, der var ved at blive befriet for den franske besættelse. Krigstiden var hård, men jeg havde meldt mig frivilligt og det var også spændende. Jeg har i Hanoi arbejdet som filminstruktør for dokumentarfilm til biografierne og gik på pension i 1993.   Manden (Hà): Jeg blev født i Shanghai, men mine forældre er fra Hanoi. Vi flyttede tilbage til Vietnam i 1946, pga. selvstændighedserklæringen. Samme år gik jeg ind i en militær gruppe, hvor jeg var indtil 1953 da Ho Chi Minh startede et biografinstitut i Hanoi, hvortil jeg blev udvalgt til biograftekniker. Fra 1961 arbejdede jeg med dokumentarprogrammer. I 1965 startede både jeg og min kone på kursus som filminstruktører. Fra 1975 arbejdede jeg med at lave krigsdokumentarfilm. Jeg gik på pension i 1997. Der er gode og dårlige sider af Frankrig. Gode som kultur og nation, men dårlige som besættelsesmagt, men jeg føler at Frankrig har givet mig livsånd.

Økonomi og samfund

Hien: Jeg kan ikke lide markedsøkonomi.

Hà: Jeg støtter markedsøkonomien, da den virker bedre end planøkonomien. Men det får folk til at kæmpe for egen vinding og det er ofte i modstrid med religionen.

Alle må gøre deres bedste for at få systemet til at fungere. Jeg har været kommunist i mange år, men nu vil jeg lade andre tage stilling til hvad der er det bedste. Det er svært at forestille sig, at Vietnam skulle blive bedre med flere partier, når det er så korrupt som det er med ét, ville det så ikke kun blive værre med flere. Det gør nok i virkeligheden ingen forskel om der er ét eller flere partier.

Fremtiden vil blive god for Vietnam, hvis der ikke kommer krig igen.

Hien: Jeg er bekymret fordi mange bruger stoffer.

Arbejdsløsheden giver stofproblemer, da de unge skal bruge spænding. 

Hà: Vietnam må holde døren åben til verden.

Lige nu er døren kun delvist åben, så folk ved ikke hvordan de skal forholde sig.

Hùng: Jeg spiller guitar i en musikgruppe (Thang Long), konen spiller trommer i samme gruppe. De spiller for $ 3-5  pr gang.

Hà: Vi har arbejdet i 48 år og får nu i pension $ 40 om måneden.

 

 
 

USA og vesten

USA er et godt land, og rige og magtfulde, men de er for arrogante. 

Man kan ikke ændre verden udefra ved at føre krig i andre lande, man må gøre det indefra.

Hien: Jeg tror, at de fleste mennesker i vesten er lykkeligere end her, da der er mere komfortabelt. Men så vidt vi ved er de gamle ensomme i vesten og det er svært for os at forstå hvorfor de bliver behandlet sådan.

Fra Danmark har vi hørt om: Aqua, Fodbold (Laudrup) og H.C. Andersen.

 

Et par vietnamesiske ordsprog, som vi godt kan lide:

Man får aldrig toppen af træet før roden (roden er landet og jorden)

Hvis du ikke har mad og nogen giver dig en skål ris, så vil du altid huske det.

 

Tro

Hùng: Jeg kan godt lide tankegangen i buddhismen og værdsætter forfædrene bl.a. pga. troen. Vi tror på skæbnen, men krig etc. kan påvirke den. Man kan også selv have en vis indflydelse på skæbnen.

Det er tradition at vise respekt for jordånden, for at få held. Vi er ikke overtroiske, men respekterer traditionerne.

Hà: Vores generation kæmpede i krigen og havde ikke tid til religion. Hvis der var en gud ville han aldrig accepterer hvad der sker i verden.

Hien: Jeg besøger "fortuneteller", men tror mest på buddismes budskaber om menneskelighed og lighed. Jeg kan godt lide ideen om at de vender den anden kind til.

Hà: Jeg  tror på det samme, men kan godt lide kristendommen, for den får en til at tænke, da man bliver straffet, hvis man gør noget skidt.  

Vi har aldrig tænkt på hvad der er efter døden, men jeg håber at blive begravet et godt sted. Vi tror ikke, at sjælen kan ikke vende tilbage og møde familien, som mange tror på landet.

 
   

17 dage efter samtalen fik jeg at vide, at Hà var død af et hjertestop.

 Han havde i mellemtiden forsøgt at få fat på mig for at give supplerende oplysninger som jeg først fik overgivet efter hans død. Han ville fortælle om at han havde flere indtægter end han havde fortalt, og han ville understrege, at han ikke havde noget imod amerikanere.

Jeg har skrevet om begravelsesoplevelsen her.