Invent

Luft til nye vindmøller


Artikel til Vedvarende Energi- og Miljø nummer 3 2009. Bragt i uddrag.

Rejsehold giver luft til nye vindmøller

Rejsehold i Miljøministeriet har hjulpet mange kommuner i gang med vindmølleplanlægningen. Energi- og miljøforeninger kan spille konstruktiv rolle i den kommende vindmølleudbygning.

De seneste måneder har en lang række kommuner besluttet sig for at gå i gang med planlægning for vindmøller. Det skyldes flere forhold. Dels den genopståede politiske opmærksomhed. Dels en generel erkendelse af, at der er brug for udbygning med landmøller, hvis klimamålene skal nås. Men også etableringen af et nyt rejsehold under Miljøministeriet har ifølge flere kommuner bidraget til udviklingen.

Mens havvindmøller hører under Klimaministeriet ligger planlægningen for landvindmøller (bortset fra forsøgsmøller over 150 meter) under kommunerne. Arbejdet følges fra statens side via Miljøministeriet, der ad flere omgang har indgået aftaler med Kommunernes Landsforening. Den seneste aftale forpligter kommunerne til de kommende to år, at finde arealer til yderligere 150 MW vindkraft. Staten forpligtede sig til gengæld til at afsætte ressourcer til at bistå kommunerne. Denne bistand er konkret blevet udmøntet i oprettelsen af Vindmøllesekretariatet. Vindmøllesekretariatet bliver også kaldt et rejsehold, da opgaven i høj grad går ud på at komme ud til kommunerne.

Vindmøllesekretariatet startede 17. november 2008 og har allerede konkrete samarbejdsaftaler med 26 af landets 98 kommuner. Et tilsvarende antal kommuner anvender Vindmøllesekretariatet til løbende afklaring af konkrete spørgsmål, der ellers kunne have forsinket planlægningen. Derudover har en del kommuner reserveret tid hos Vindmøllesekretariatet i forbindelse med senere planlægning.

Mange kommuner står i dag i den situation, at de få mange ansøgninger fra projektudviklere, men mangler et overordnet overblik over hvor de rigtige steder er at opstille vindmøller i kommunen. Tidligere udpegninger er ofte uaktuelle pga. de nye vindmøllestørrelser. De fleste aftaler Vindmøllesekretariatet har indgået med kommunerne går ud på at finde de bedst egnede placeringer, så det ikke kommer til at afhænge af tilfældige ansøgninger, hvor vindmøllerne kommer til at stå. Vindmøllesekretariatet kan også bistå i forbindelse med debatoplæg, dialog med borgere, politikere etc. Der er mange forhold, der skal tænkes på i en vindmølleplanlægning og det er forskelligt hvor meget erfaring, den enkelte kommune har. Kommunerne udtrykker derfor glæde over nu at have et sted hvor de kan henvende sig.

Det må forventes at mange kommuner i løbet af det næste års tid vil have færdige vindmølleplaner, incl. en overordnet miljøvurdering. Når disse er på plads kan investorerne komme på banen. Så skal der laves vurderinger af miljøpåvirkningerne (VVM) på de enkelte projekter og tilhørende lokalplaner.

Energi- og miljøforeningerne kan spille en konstruktiv rolle i den kommende vindmølleudbygning. Det kan f.eks. være ved at bidrage til at undgå mytedannelser omkring vindmøller. Det kan også være ved at være konstruktiv medspiller i den generelle vindmølledebat og i debatten i forbindelse med de konkrete planer.

Læs mere på www.vind.mim.dk

af Kåre Albrechtsen
Sekretariatschef
Miljøministeriets Vindmøllesekretariat

Kåre har tidligere i en årrække været tilknyttet OVE, bl.a. som leder af Energitjenesten fra 2005-08.

Kontakt mig!

Jeg glæder mig til at høre fra dig!

  • speech_white Tlf. 41 26 93 44
  • mail_white kaare@albrechtsen.net
  • skype_white kaare-albrechtsen
Scroll to top