International klimapolitik
Artikel bragt i Amtsradikaleren december 2006 om international klimapolitik.
Verdens sande stilstand
af Kåre Albrechtsen
Folketingskandidat i Århus
”Lad os ikke længere tale om at vente, indtil vi ved mere. Vi ved allerede, at en økonomi baseret på høje CO2-udledninger er et ukontrolleret eksperiment med det globale klima. Klimaændringer er ikke bare et miljøspørgsmål, som alt for mange mennesker stadig tror. Det er en trussel, der omfatter alt og som skal ses i sammenhæng med bekæmpelse af fattigdom, nedbringelse af udgifter til dødbringende våben mv. Vi er faretruende nær ved point of no return.”
Ordene kommer fra ingen ringere end FN’s generalsekretær Kofi Annan, og blev fremsat i november 2006 ved FN’s klimakonference i Nairobi. Hans standpunkt kan sammenfattes i sætningen: ”Det verden har brug for er klima-lederskab.” Hvor er det på den ene side pragtfuldt, at vi har en leder af FN, der tør stille sig op og sige tingene så lige ud, men hvor er det også deprimerende, at verdens ledere har så svært ved at tage konsekvenserne. Det er dybt bekymrende, at verdens ledere har så svært ved at tage de nødvendige beslutninger.
Det globale perspektiv
Ser vi først på det globale perspektiv, så er det der springer i øjnene, at de fleste lande bruger mange flere kræfter på at skulle gøre mindst muligt. Det der er brug for er to ting:
- Først skal alle, der oprindeligt var tiltænkt at tilslutte sig Kyoto-protokollen, gøre det og få den til at fungere. Væsentligst er at USA også tilslutter sig. Det vil sende et klart signal om at klimaproblemerne tages alvorligt i den industrialiserede verden.
- Derefter skal der laves en aftale, der skal efterfølge Kyoto-aftalen, der jo kun dækker årene fra 2008-2012. Denne aftale skal have hele verden med, ikke mindst lande som Kina, Indien og Brasilien, der både må forventes at have eksplosivt voksende økonomier og som fungerer som forbilleder for mange lande.
Men selv om disse lande kommer med, vil det stadig være EU og USA, der sidder med det største ansvar for at vise lederskab på klimaområdet, da det er herfra langt de største udledninger af drivhusgasser sker.
Dansk perspektiv
Set fra et dansk perspektiv er der især to forhold, der er vigtige:
- Danmark er en af verdens store udledere af CO2 pr. indbygger og har påtaget sig en stor reduktionsforpligtelse i Kyoto-perioden.
- Danske virksomheder, organisationer og myndigheder har stor know-how indenfor energi- og miljøteknologi.
Som jeg ser det, så er konklusionerne på denne situation helt oplagt:
- Danmark skal tunes ind til at være verdens førende indenfor energi- og miljøteknologi. Dette skal bruges til at reducere Danmarks udledning af drivhusgasser og opfylde de forpligtelser Danmark har.
- Danmark skal bruge denne position til skabe en solid eksport af energi- og miljøteknologi, der både kan hjælpe andre lande med at løse deres energi- og miljøudfordringer og skabe et indtægtsgrundlag for danske virksomheder i fremtiden.
Danmark skal leve af energi- og miljøteknologi i fremtiden
I dette lys er det til at græde over, at energi- og miljøområdet fra 2002 til i dag i den grad har mærket sparekniven. Det er nok det dummeste der er sket i dansk politisk historie i nyere tid. Danmark havde en helt unik situation pga. en visionær energi- og miljøpolitik ført af SR med støtte fra venstrefløjen i 90’erne. Bestemt skete der også fejl mens Svend Auken var Miljø- Energiminister og ikke alle penge blev brugt optimalt. Men sådan vil det altid være, når man forsøger at bryde nye veje. At Anders Fogh og co. har brugt disse fejl som påskud til at latterliggøre energi- og miljøindsatsen er dybt kritisabelt …for at sige det mildt. Havde det ikke været for politikken ført i 90’erne, havde Danmark både haft et ringere miljø og stået i en vanskelig økonomisk situation, da eksporten af energiteknologi er en meget væsentlig del af Danmarks eksportoverskud i de seneste år. Fogh har de seneste år høstet den økonomiske frugt af en politik som ikke er hans og som ikke var blevet ført, hvis han i 90’erne havde haft magten. Heldigvis har mange virksomheder og organisationer overlevet de seneste fem år vha. EU midler og eksport. Men spirekassen er tørret ud, og demonstrationsfaciliteterne mangler, mens andre lande som Tyskland og England forsøger at rykke frem indenfor bl.a. sol-, vind- og bølgeenergi. Selv Norge og Sverige har et niveau for energiforskning, der er det dobbelte af den danske.
Man kan godt forstå at vore nabolande forsøger at kopiere den danske succes, og hvis ikke Danmark snart kommer ud af tornerosesøvnen, så skal det også nok lykkes. Men netop fordi virksomheder og organisationer i Danmark har kæmpet for at holde ud og udvikle sig uden opbakning fra regeringen, med kun få midler til forskning og udvikling og næsten ingen til demonstration, så har der været en fortsat positiv udvikling inden for dansk eksport af energiteknologi. Men uden hjemmemarked af betydning, og uden fokus på støtte til forskning, udvikling og demonstration af vedvarende energi og energibesparelser, bliver det svært for Danmark at gøre energi- og miljøteknologi til fremtidens levevej.
Måske er det omfanget af konsekvenserne af hans fejlslagne energi- og miljøpolitik, som er ved at gå op for statsministeren, siden han har varslet at der nu vil komme udspil på området. Man kan håbe, at han er blevet klogere. Måske er det den skabsradikale Connie Hedegaard, der har overbevidst ham eller måske er det fordi det ellers ville blive tydeligt, at EU’s politik er mere visionær på energi- og miljøområdet end den danske. Jeg hælder til at tro på en kombination af disse og ser spændt frem til hvad statsministeren forestiller sig, og håber inderligt, at det ikke bare bliver det sædvanlige talmagi og kreative bogføring, som statsministeren er mester i og i sin tid gjorde at han måtte tage sin afgang som skatteminister (hvor han jo i øvrigt blev afløst af ingen anden end Peter Brixtofte).
Hvad skal der til?
Hvis det skal lykkes Danmark at komme optimalt ud af den nuværende situation vil det kræve en massiv satsning på forskning, udvikling og demonstration. De radikale har foreslået 10 mia ekstra over 10 år, med vægt på demonstration og udvikling. Det er absolut fornuftigt, men nok i underkanten hvis Danmark skal blive det center for vedvarende energi og energibesparelser, som jeg ser som målet. I forhold til hvad der lidt endnu kommer ind af oliepenge fra Nordsøen, så burde en del finansiering kunne hentes her. En del kan også klares på lånebasis ved at initiativer, der giver overskud, betaler pengene tilbage.
Regeringen kunne også passende genindføre det forslag om solvarme i offentligt og offentligt støttet byggeri, som netop var ved at blive vedtaget da de trådte til, men som derefter blev fejet af bordet.
Der er behov for både markedsskub og markedstræk for at få de miljøvenlige teknologier frem. Markedsskub i form af strammere regler og højere minimumsgrænser. Markedstræk ved oplysningskampagner, positive signaler fra regeringen m.v. Det også være hurtigere og lettere at få behandlet ansøgninger om vindmøller, biogasanlæg etc.
Danmark skal desuden forsøge at få både de øvrige EU lande og lande udenfor EU med på en offensiv energi- og miljøpolitik. En af måderne er at fremme den miljøbistandspolitik som også var under SR regeringen rettet mod lande i hastig teknologisk vækst, hvilket også kan være med til at afhjælpe fattigdom og fremme en mere sikker og stabil verdensudvikling. Hvis Danmark nu igen træder i karakter på energi- og miljøområdet vil det både gavne miljøet, fremme de danske eksportmuligheder og være et godt skridt for Danmark mod at opfylde Kofi Annans ønsker om globalt klima-lederskab.
Faktabox:
Kåre Albrechtsen er uddannet civilingeniør i miljø fra Aalborg Universitet i 1992.
Han er i dag leder af Energitjenesten, der er etableret af Organisationen for Vedvarende Energi og sammenslutningen af energi- og miljøforeninger i Danmark. Energitjenesten har over 40 medarbejdere rundt i landet, som giver gratis vejledning om energi og energibesparelser. Se www.energitjenesten.dk eller ring 70 333 777.
Tlf. 41 26 93 44
kaare@albrechtsen.net
kaare-albrechtsen