Danske værdier
Artikel bragt i Amtsradikaleren november 2006 om Danske Værdier.
Danske værdier
- med rugbrød, burger, sushi og shawarma
af Kåre Albrechtsen
Hvad er de danske værdier? Det spørgsmål er blevet vigtigt i de seneste år. Vigtigheden kommer af at det er med disse værdier vi møder verden og fordi verden gennem globaliseringen er kommet tættere på. Værdierne er der uanset om vi har formuleret dem eller ej, men hvis de er uklare, så sender vi også uklare signaler, især når ekstreme politikere får lov til at tegne billedet.
Hvis jeg skal pege på tre ord, der bedst samler de danske (og nordiske) værdier, som jeg ser dem, så er det ’ligeværd, ansvarsbevidsthed og mangfoldighed’.
Ligeværd udviklet gennem dialog mellem køn, nationaliteter, religioner mv.
Ansvarsbevidsthed i forhold til udsatte, natur og fremtidige generationer.
Mangfoldighed med fokus på uddannelse, kunst og plads til forskellighed.
Jeg tror, at de fleste danske og nordiske statsborgere er enige i disse værdier. Det kan dog være svært at holde fast i værdierne, når man føler sig under pres, hvilket mange mennesker gør i dag pga. udflytning af arbejdspladser, nye befolkningsgrupper i gadebilledet, terrorfrygt mv. Når mennesker føler sig presset, uanset om det er berettiget eller ej, så giver det en modreaktion ofte i form af lukkethed, fremmedfjendskhed og nationalisme. Denne reaktion har diktatorer i mange lande gennem historien spekuleret i, da det har kunnet sikre dem magt.
Den politik som regeringen fører sammen med Dansk Folkeparti rummer også disse punkter. Regeringen og Dansk Folkeparti har været i stand til at give et billede af, at det er dem, der bedst sikrer tryghed og at de tager menneskers bekymringer alvorligt.
Man skal tage menneskers bekymringer alvorligt
Hvis man vil møde mennesker må man møde dem hvor de er. Det er Pia Kjærsgaard god til. Folk føler sig forstået og mødt. Når hun så samtidigt kan prikke til folks angst, så har man opskriften på en vælgersucces. Men er det dansk? Det er det desværre muligvis, selv om det også gør sig gældende i mange andre lande. Men repræsenterer det så danske værdier, som vi bør fremme? Nej, i høj grad ikke. Pia Kjærsgaard nedgør andre mennesker. Det der er behov for er dialog og samarbejde om at løse de problemer der uundgåeligt kommer.
Nogen vil påstå, at dette er naivt at insistere på dialog og samarbejde. Jeg synes, at det er naivt at tro, at man ved forbud, fordømmelse og militærindgreb, kan løse problemer mellem befolkningsgrupper. Der er tvært imod behov for åbenhed, anerkendelse og dialogsøgende konfliktløsning, hvis vi vil fremad, og det er faktisk både dansk og dejligt. Hvis det vi ønsker er tryghed og stabilitet, så er det vejen frem.
Det kræver indsats
Det er et vigtigt forhold omkring de danske værdier, som jeg ser dem, at de kræver noget for at kunne udfoldes. Det kræver udsyn, indsigt og empati, hvis vi skal være i stand til at åbne os for impulser udefra. Samtidigt skal vi have overblik og overskud for at kunne mærke hvor vi selv kommer fra og ikke føle os truede. Til at opnå dette skal vi bruge uddannelse, masser af uddannelse, bl.a. i historie, geografi, sprog og selvforståelse i det hele taget. Vi skal ikke tage os selv eller vores verdensbillede for givet. Vi behøver at forstå hvem vi er og hvor vi er.
Bredden og eliten
Men hvis det er så svært, hvordan undgår man så, at eliten løber af sted uden at have bredden med?
Det kan vi kun løse, hvis vi på én gang er i stand til at udvikle os og i stand til at respektere mennesker med holdninger vi ikke deler. Men vi skal også stå ved vores værdier. Vi skal ikke stiltiende se til hvis andre ikke praktiserer ligeværd, f.eks. mellem mænd og kvinder. Og da slet ikke hvis det sker i Danmark. Vi skal råbe op når f.eks. EU og USA ikke optræder ansvarsbevidst og vi skal gør alt hvad der står i vores magt for at sikre plads til biologisk og kulturel mangfoldighed.
Hvis vi ved hvad vi står for og tør sige det lige ud, samtidigt med at vi er i stand til at lytte, så vil de danske værdier også blive respekteret, og det vil blive meget lettere at møde de mange forskellige mennesker som vi kommer til at se i vores hverdag.
Med radikale øjne
Det er danske værdier med ligeværd og mangfoldighed på arbejde, når man kan købe rugbrød, burger, sushi og shawarma i samme gade. Og hvis maden også er økologisk, og ingen har lidt unødig overlast ved fremstillingen, så er ansvarsbevidstheden også med. Så kan det godt være, at vi foretrækker rugbrød og ikke kan fordrage burger, mens naboen har det omvendt. Men det ville da være kedeligt, hvis der kun var rugbrød i alle forretningerne.
Set fra en radikal synsvinkel er det ulykkeligt at Dansk Folkeparti har været i stand til at sætte sig på begrebet danskhed og fylde det med nationalisme, fremmedfjendskhed og snæversyn. Jeg ønsker at være stolt af at være dansker. Vi må lære af Pia Kjærsgaard, at lytte til menneskers bekymringer. Men i stedet for at opildne menneskers frygt skal vi hjælpe med at fjerne fordomme og misforståelser. Og hvis vi er i tvivl om hvad der er dansk, så kan vi lave en lille værdiprøve og se om det vi gør, er i overensstemmelse med værdierne ligeværd, ansvarsbevidsthed og mangfoldighed.




